Kursus hjalp Birger til rygestop
Birger er 55 år og har røget, siden han var 13. Birger har aldrig tidligere forsøgt at stoppe med at ryge, men nu er der startet et rygestopkursus i kommunen, hvor Birger er ansat, og det har han meldt sig til. På holdet har de besluttet at stoppe med at ryge om en uge. Birgers kone Dorte er også ryger, men hun vil ikke stoppe. Det synes Birger er o.k. – rygestoppet er hans egen beslutning, som hun ikke behøver at have noget at gøre med.
Med alderen mærker Birger, at det går ud over hans helbred at ryge. Derfor vil han gerne stoppe. Han hoster meget, og han bliver forpustet, bare han går til 2. sal, hvor han bor med sin kone. Birger og Dorte har to voksne døtre, som jævnligt kommenterer deres rygning. Den ældste har to små drenge, men de kommer ikke så tit på besøg – blandt andet på grund af røgen i stuerne.
Birger er i tvivl om, hvorvidt det er en god ide at fortælle sine døtre om sin beslutning om at stoppe – han er bange for at tabe ansigt, hvis han nu ikke kan klare det. Men efter at have gemt på det i et par dage beslutter han sig for at fortælle det. Som han siger til sig selv: ”Hvis ikke de ved det, så kan de jo heller ikke støtte mig, og jeg ved jo, at det vil gøre dem glade”.
Med hjælp fra rygestopkurset og nikotintyggegummi de første tre måneder har Birger held med at holde fast i sit rygestop. Efter et halvt år føler han stort set ikke længere nogen fysisk trang til at ryge. Efter et år har han taget lidt på i vægt, men til gengæld har han nu langt lettere ved at røre sig, fordi han ikke bliver så forpustet. Og nikotintrangen er helt væk.
Tæt på tilbagefald
Pludselig begynder han dog at få lyst til at ryge igen – ikke en fysisk trang, men mere en trang til at hygge sig med en smøg i hånden. Det startede i forbindelse med en firmaskovtur, hvor nogle kolleger røg og hyggede sig. Birger overvejer, om han bare kunne tage en enkelt, for som han siger: ”Nu har jeg jo stoppet én gang, og så kan jeg vel gøre det igen …”.
Birger snakker med et par kolleger, som også var med på rygestopkurset, om, at det ret nemt kan gå galt. En af de andre har læst i en pjece, at kroppen reagerer meget anderledes, når man tidligere har været storryger, hvilket gør det ekstra svært at tage en enkelt cigaret uden at falde helt i igen. Det gør indtryk på Birger. Han beslutter at holde fast i sit rygestop.
Rygestopkurser og rådgivningsforløb, der ledes af en uddannet rygestop-rådgiver, giver den bedste hjælp til rygestop. Det siger både videnskabelige undersøgelser og vores erfaringer. Andelen af deltagere, som stadig er røgfri et år efter kurset, ligger på mellem 20 og 40 procent, hvilket er højt i forhold til andre metoder til rygestop.
Find et rygestopkursusLæs om rygestopkurser