Individuel rådgivning om rygestop
For mange kan det være en stor hjælp til et rygestop at få gode råd gennem en personlig samtale. Man kan få individuel rådgivning om rygning og rygestop flere steder.
STOPlinien – gratis telefonrådgivning
STOPlinien er en landsdækkende telefonservice, hvor uddannede rygestoprådgivere sidder klar til at hjælpe. En samtale tager i gennemsnit 13-15 minutter og tager udgangspunkt i rygerens ønsker. Du kan få råd om alt fra nikotinpræparater til passiv rygning samt om anbefalelsesværdige og tilgængelige rygestopmetoder, der passer til dig.
Ring på 80 31 31 31.
Åbningstider: Mandag kl. 11-20, tirsdag - fredag kl. 11- 16, lørdag og søndag lukket
Telefonisk rådgivning om rygestop er en af de metoder, der er videnskabeligt underbygget, og som anbefales af førende internationale eksperter.
STOPlinien – kommunale tilbud
Mange kommuner bruger STOPlinien til at tilbyde forskellige former for individuel rådgivning til borgere.
- Rygestopkurser. Et tilbud om at få hjælp til at stoppe med at ryge i fællesskab med andre. Læs mere om rygestopkurserne her..
- Individuelle forløb. Et individuelt forløb består af i alt 6 samtaler af samlet 2½ times varighed. Det er en fleksibel mulighed for arbejdspladser eller personer med skiftende arbejdstider. Borgere, som har fysiske eller psykiske barrierer for at deltage i kommunens øvrige tilbud, kan også have gavn af tilbuddet.
- Afklarende samtaler. Afklarende samtaler er korte (20 minutter) samtaler med borgere, som af kommunen/sundhedspersonale er blevet tilbudt at blive kontaktet af STOPlinien. Samtalerne kan bruges som visitation til et videre forløb.
- Opfølgning på lokal rygeafvænning. Kommunen kan kvalitetssikre og evaluere aktiviteter ved tilmelding til Rygestopbasen.
STOPlinien varetager for en række kommuner telefonisk opfølgning til Rygestopbasen. Opkaldet fungerer samtidig som forebyggelse af tilbagefald eller fornyet rådgivning om rygestop.
- Uopfordrede opkald til kommunens borgere. STOPlinien tilbyder at ringe op uopfordret til et antal borgere i kommunen og informere om kommunens tilbud om rygestop samt tilbyde en rådgivningssamtale i forbindelse med opkaldet.
Find ud af, hvad der findes af tilbud i din kommune her
Apotekerne
På dit lokale apotek kan du få rådgivning om rygestop og om, hvilke hjælpemidler du kan benytte.
Find dit lokale apotek her Se hvad du kan forvente her
Rygestopkurser og rådgivningsforløb, der ledes af en uddannet rygestop-rådgiver, giver den bedste hjælp til rygestop. Det siger både videnskabelige undersøgelser og vores erfaringer. Andelen af deltagere, som stadig er røgfri et år efter kurset, ligger på mellem 20 og 40 procent, hvilket er højt i forhold til andre metoder til rygestop.
Find et rygestopkursusLæs om rygestopkurser